Søg

Mit navn er Klara Bloch

Jeg er håndværkeren, hovedet og skaberen bag KLARA BLOCH

KLARA BLOCH er et lyst, legende og optimistisk univers. Farverne er klare, og der er sort/hvide striber i lange baner. Smykkerne er geometriske, lette og skabt til at blive brugt. Jeg drømmer om at skabe et helt univers, man kan gå på oplevelse i.

Jeg tror på, at det med gode rene materialer og godt håndværk er muligt at skabe smykker og accessories, der er lavet til at holde år efter år.

Filosofien bag

KLARA BLOCH tror på, at smykker skal laves til at holde år efter år, der kommer derfor ikke nye kollektioner ud flere gange om året og de gamle kollektioner bliver ikke byttet ud. Hos KLARA BLOCH kommer der kollektioner og smykker, når idéerne kommer og lysten til at vække dem til live er der.

Jeg har ikke lyst til at løbe efter de trends, der lynhurtigt forsvinder igen. Jeg drømmer om at lave klassikere, der lever længere tid end jeg selv. Jeg drømmer om at skabe produkter, der kan gå i arv, og når smykket en dag har aftjent sin værnepligt, kan de blive smeltet om til nye smykker, da materialerne er rene.

Jeg har altid vidst, jeg skulle være min egen chef, og at jeg skulle leve af at skabe. Det har altid været min plan at gøre min drøm til mit mål og nyde den magiske rejse, det skal være på vejen.  Jeg tror på magien ved at fejre alle små sejre og vigtigheden i at danse, hver gang, der triller en bestilling, en sød kommentar eller noget andet godt ind.  Hver gang jeg har lært et nyt håndværk, har jeg haft brug for at nørde det. Brug for at gå i dybden med det.

Jeg har lavet smykker af ædelmetaller de sidste 5 år. Jeg har gået på Textilskolen, taget grundforløbet til guldsmed og studeret Accessory Design på Designskolen Kolding.

HÅNDVÆRK OG VÆRKSTEDET

Alle smykker bliver designet og håndlavet på KLARA BLOCHs værksted på Vesterbro. Jeg arbejder kun med rene materialer, som gør det muligt at genbruge alt fra produktionen, og som betyder, at det er nemt at finde ud af, hvad hele smykket er lavet af. Det skal nemlig ikke være en hemmelighed, hvad der er under forgyldningen eller hvor produktet er produceret. Jeg laver derfor alle mine smykker med mine hænder i 925 sterling sølv og 24 karat forgyldt sterling sølv.

Værkstedet er en magisk boble og jeg sætter pris på at fylde hvert enkelt smykke med kærlighed og god energi. Jeg skaber de ting, jeg selv synes, jeg mangler.